Hobbydyrsudstilling i Byhallen i Kolind lørdag og søndag d. 10+11/1 hhv. kl. 14-17 og kl. 10-16
Racefjerkræ bliver udstillet i samarbejde med Djurslands Kaninavlerforening. Byhallen er et hyggeligt sted med mulighed for at møde mange andre med hobbydyr. Der vil også være kaffe på kanden, tombola og amerikansk lotteri.
Plakat for udstillingen.
|
1. weekend i januar er Byhallen i Kolind igen fyldt med race rene hobbydyr. Fredag den 9. januar kl. 14 flytter bestyrelsen i de 2 foreninger ind i Byhallen og begynder opsætningen af det årlige kåringsskue. Der bliver slæbt bure, ophængt flag, isat drikketrug, drukket kaffe, målt med tommestok og strøet med halm. Så kl. 18 begynder det at vrimle med biler som har en trailer efterspændt, udstillingsdyrene ankommer. Inde i hallen bliver der båret kasser med høns, kaniner, duer og ænder. Hvert dyr er registreret og skal sættes i det nummerede udstillingsrum.
Lørdag morgen klokken meget tidlig møder dommere fra hele landet til morgenkaffe sammen med bestyrelserne. Efter en kort briefing går dommerne igang med at tage hvert enkelt dyr i øjesyn og bedømme det efter en standard. Klokken halv ét er alle dyrene bedømt og der kan nydes en velfortjent middag sammen med klubbernes æresmedlemmer og repræsentanter fra kommunalbestyrelsen. Så tager bestyrelsen fat på præmieudregningen og klokken fjorten bliver dørene åbnet for udstillere og publikum.
Der vil være pr. stande fra Dansk Marsvine Klub, Djurslands Akvarieforening og Biavlerforeningen udover informationsstand fra Kolind og Omegns Fjerkræklub og Djurslands Kaninavlerforening vil der være Glasgravør og mulighed for at se på masser af udstyr til hobbydyrene.
Lørdag er udstillingen åben mellem kl. 14 og 17. Der vil være mulighed for kaffe eller en øl/vand mens der bliver snakket hobbydyr og de muligheder der er for at opdrætte dem i haven. Lykken kan også prøves i Tombolaen eller ved det amerikanske lotteri.
Søndag åbnes dørene kl. 10 for publikum, men bestyrelsen har været igang længe med fodring og vanding af dyrene, der er også blevet tid til at feje mellem burrækkerne så alt tager sig pænt ud igen. Kl. 15.30 begynder præmieuddelingen. Det er Kaninavlerforeningen der begynder og derefter Fjerkræklubben med deres ærespræmier.
Kl. 16.00 lukker udstillingen og alle som har lyst kan hjælpe med oprydningen, kl. 19 spiser man æggekage af de æg som hønsene har lagt i weekenden, man pakker trailerne og kører hjem efter endnu en uforglemmelig weekend i Byhallen.
Entré:
25 kr. Der er dog gratis adgang for alle under 18 år.
Man kan læse mere hér:
http://www.kolind-borger.dk/wp/
Det er hér dét sker:
Byhallen i Kolind
Bredgade 47
8560 Kolind
Tlf: 86391486
Kilde: Kolind og Omegns Fjerkræklub og Djurslands Kaninavlerforening.
Bjarke.