Et markant ægtepar fra Djursland kune fredag den 31. august 2007 fejre, at de har været gift i 50 år.
Margrethe og Niels Bille, Århusvej 203, 8570 Trustrup mødte hinanden på Aarhus Seminarium og blev gift i 1957. Margrethe var først med læreruddannelsen og fik stilling i Lyngby (indtil 1874 seminarieby på Djursland), hvor de bosatte sig. I 1961 flyttede familien til den gamle skole i Trustrup, hvor parret stadig bor. Familien kom også til at tælle 5 børn (Jens, Kirstine, Anders, Kristian og Sten). Begge virkede som lærere, først i de små landsbyskoler i Lyngby og Trustrup, senere i den nye centralskole, Toubroskolen. Trustrups gamle skole og den store pragtfulde have her dannede rammen om et livligt børne- og ungdomsliv. Dørene stod altid åbne, og der var plads til store armbevægelser. Der var ikke mange penge at smide om sig med, men det kompenseredes ved Niels’ kreative evner med diverse håndværk og Margrethes ferme brug af nål, tråd og symaskine. Egenskaber som børn og børnebørn den dag i dag nyder godt af! Niels og Margrethe har i alle årene været meget engagerede i aktiviteter i lokalområdet. Niels var i adskillige år instruktør for Albøge Amatørforenings dilettantkomedier. Han er en skattet historiefortæller og altid god for en røverhistorie, ikke mindst når der er børn til stede. Han er også kendt for sin lidenskab for alle slags flyvende maskiner, modeller såvel som rigtige fly. Mange mindes hans flyvende strygejern, trillebør og heksen til Sankt Hans. Margrethe Bille er ud over læreruddannelsen uddannet organist i Vestervig og har især bragt gode musikoplevelser til Djursland. Både i form af skolekoncerter og med egen optræden i forskellige sammenhænge. Hun er en glimrende pianist og akkompagnatør for solister. Hun har nu en årrække passet orglerne i Homå, Hoed, Vejlby og Ålsø. Desuden maler hun fine akvareller, og senest har hun kastet sig over ikonmaling. Nu, hvor begge er pensionerede, er de fortsat meget aktive. Niels startede pensionistkarrieren med at tage det længe savnede kørekort til motorcykel. Han bygger stadig modelfly og flyver Europa rundt med de andre flyentusiaster fra flyveklubben. Margrethe har taget forskud på regeringens oplæg til at få folk til at blive længere på arbejdsmarkedet, idet hun har trodset kravet om, at statsansatte skal gå af som 70-årige. Hun er fortsat ansat i sit embede som organist, og hun ser ikke ud til at have lyst til at blive »rigtig« pensionist. De er glade for at rejse, gerne til steder hvor der er læring og inspiration at hente. F.eks. store engelske haver eller det tidligere Østtyskland.
Børn og nu også børnebørn er altid glade for at være i selskab med dem. Dels på grund af, at de altid har oplevet noget, altid har nyt at fortælle; men især på grund af deres til stadighed åbne arme og hjælpsomme væsen.
Guldbrylluppet fejredes tidligere på året med en familieudflugt til Egeskov, og på selve dagen drog parret afsted til Italien.
Kilde: Grenaa Bladet
sof