Dette indlæg kommenterer at transportminister Henrik Dam vil satse på at få IC4 togene fejlrettet.
”For få uger siden fremlagde rådgivningsfirmaet Atkins en rapport om det underdrejede IC4-projekt og mulige løsninger på problemerne. Transportminister Henrik Dam Kristensen var hurtigt ude med en konklusion om, at der fortsat skal satses på IC4 ved at tilføre flere penge og styrke organiseringen af projektet. Efter at have nærlæst rapporten er jeg dog skeptisk overfor, om de fejlbehæftede IC4-tog nogensinde kommer til at opfylde den tiltænkte rolle på de danske jernbaner. Jeg undrer mig over, at det i rapporten konkluderes, at der grundlæggende er tale om sunde tog, hvorefter der oplistes en række alvorlige tekniske fejl på bl.a. motorer, sammenkoblinger, bremser, togcomputere, toiletter, dørsystemer, ventilation og transmission. Hvad er der tilbage på disse tog, der er sundt? I kølvandet på rapporten har jeg stillet transportministeren 32 konkrete spørgsmål, så vi får afdækket de mange fejl og muligheden for at rette dem – uden store meromkostninger og vedholdende upålidelig drift til følge. Det er bemærkelsesværdigt, at de velkendte IC3-tog har mere end ti gange så høj pålidelighed som IC4. Nok kan der tales om begyndervanskeligheder, men dét hér er voldsomt. Dertil kommer, at rigtigt mange passagerer har klaget over støj og manglende komfort i IC4. Et nyt tog skal normalt tjene i 30-35 år på banen. Vil vi risikere, at danske togpassagerer skal trækkes med upålidelige tog i flere årtier frem? ER vi ved at kaste flere gode penge efter dårlige? Hvornår ophører problemerne? Og er det fornuftigt at satse på dieseltog, der bruger mere brændstof pr. passager end IC3, når vi hellere vil have jernbanen elektrificeret i en fart? Venstre har endnu ikke taget endeligt stilling til IC4-togenes skæbne. Nu drejer det sig om at få gravet dybere i togenes tekniske problemer. Desuden bør vi lave alternative strategier for, hvordan vi dækker behovet pålideligt og får moderne togmateriel i hele landet på kort og langt sigt. Eksempelvis ved aflastning af DSB gennem udbud af udvalgte strækninger i Jylland, fremrykket elektrificering af udvalgte strækninger samt fortsat leje af dobbeltdækkervognene på Sjælland indtil nye, pålidelige tog kommer på banen. Jeg håber, at der i starten af 2012 er tilvejebragt et sådant overblik, at vi med en bred politisk aftale kan få ryddet op i IC4-affæren – én gang for alle. Det var i sandhed en tung arv, som den daværende SR-regering og venstrefløjen påførte os, da de i 1999 og 2000 gennemtrumfede købet af IC4 – uden vi andres støtte.”
Kilde: Skrevet af V-trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen i Randers Amtsavis d. 12. november.
/Bjarke.