En repræsentant for erhvervslivet fortæller hér om, hvordan man kan styrke ungdomsuddannelserne:
”Erhvervsuddannelserne er grundstenen i det danske erhvervsliv. Når vi skal klippes, have nye elinstallationer, synet bilen eller renoveret køkkenet, så er det erhvervsuddannede, der hjælper os. Dermed udgør de erhvervsuddannede kernen i det private erhvervsliv og i særdeleshed bygge- og anlægsbranchen.
Men erhvervsuddannelsernes betydning har længe været overset. Fokus har været på den dalende kvalitet og det store frafald, alt imens ungdomsårgangene i højere og højere grad har søgt de gymnasiale uddannelser. Og frafaldet har været stort – så stort, at det har kostet 750 mio. kr. årligt i frafald og omvalg. Kvaliteten har været dårlig, ikke fordi erhvervsskolerne er dårlige skoler, men fordi deres materiale – eleverne fra folkeskolen – ikke har været klædt godt nok på.
En styrket overgang fra folkeskole til en ungdomsuddannelse for de ikke så stærke elever kan være med til at øge kvaliteten af erhvervsuddannelserne. Dét kan blandt andet være en øget brug af erhvervslivets 10. klasse – et forløb, hvor der bygges bro mellem folkeskolen og erhvervsskolen, og hvor unge får et ekstra år til at blive bedre til almene fag og ikke mindst finde ud af hvilken uerhvervsuddannelse, der interesserer dem.
Vi skal fokusere på erhvervsuddannelsernes kvalitet, nødvendighed og relevans. For erhvervsuddannelser af høj kvalitet, erhvervsuddannede med iværksætterånd og lyst til at finde på nyskabende løsninger, er vejen frem.
Vi har alle glæde af dygtige faglærte i vores hverdag – og dét har samfundet også. Ikke mindst i en tid, hvor konkurrencen skærpes, lovkrav bliver mere komplekse og vi udfordres af udenlandsk arbejdskraft – på flere og flere områder. At lære et fag eller et håndværk kræver både dygtige hænder og et godt hoved, og dét skal vi sætte spot på fremover.
Så lad os starte en drøftelse af, hvordan vi får højnet niveauet på erhvervsuddannelserne og giver erhvervsuddannelserne et image, så de kan matche de gymnasiale uddannelser. Vi skal sikre, at flere unge får lyst til at tage en erhvervsuddannelse og hér er eux´en – kombinationen af en HF og en erhvervsuddannelse – ét af de tiltag, der er med til at sætte spot på erhvervsuddannelsernes kvalitet. Hér udfordres de fagligt stærke elever, og uddannelsen giver dem mulighed for at søge videre i uddannelsessystemet, når de står med et gymnasialt bevis og et svendebrev i hånden.
Sidst, men ikke mindst, skal vi have sat virksomhedsdrift, innovation og iværksætteri på skemaet på erhvervsskolerne i langt højere grad, end vi ser det i dag. Så bliver erhvervsuddannelserne et reelt alternativ til gymnasiet – oven i købet med mulighed for at komme direkte ud på arbejdsmarkedet som medarbejder eller som virksomhedsejer efter endt uddannelse.”
Kilde: Skrevet af regionsformand Michael Ancher fra Dansk Byggeri Østjylland i Randers Amtsavis d. 29/10.
/Bjarke & Rex.