En lokal naturvejleder fortæller i dag om nogle vigtige problemstillinger vedr. stier og cykelstier i den nye nationalpark i Mols:
”Der har været meget ståhej omkring de 30 mio. kroner, som Naturstyrelsen for et par år siden i al hast fik søgt og skaffet til Syddjurs-området fra Arbejdsmarkedets Feriefond (AFF). Nogle af pengene går til de nye cykelstier, der netop nu anlægges ved Fuglsø-Femmøller, og Ebeltoft-Boeslum. På DGI Karpenhøj kan vi naturligvis klappe i vores små fede naturvejlederhænder over, at både borgere og turister nu får bedre muligheder for at opleve Nationalpark Mols Bjerges dejlige landskaber, udsigter, dufte, vind og vejr fra cykel – adskilt fra biltrafikken.
Derfor er det også ærgerligt, at man ikke indtænker naturværdier i dén måde, man anlægger de nye cykelstier på – for dét véd jeg, at man ikke plejer og det véd jeg, at man meget nemt kunne. Og værst af alt – jeg tror især, det er vanetænkning og manglende samarbejde mellem forskellige kommunale forvaltninger, hér Natur- og Miljøforvaltning over for Trafikforvaltningen.
Nationalparken handler netop om at fremme natur- og kulturhistoriske værdier i vores dejlige område samtidig med, at vi giver befolkningen bedre mulighed for at opleve dem i hverdagen og i friluftslivet. Men der er også kamp om arealerne i små tætbefolkede lande som Danmark, og derfor er det spild af areal, at naturen kun er ude i fredede naturområder, og vejene kun fungerer som veje.
I gammel Ebeltoft Kommune var der ca. 350 km kommunale veje, der i begge sider har vejrabatter (dvs. i alt 700 km), der ligger uudnyttede hen. Nogle steder rummer de dog, ofte ved rene tilfældigheder, en rig og typisk Mols-natur med Blåklokke, Gul Snerre, Hare-Kløver og Evighedsblomst. Der er ikke nogen mystik i hvor, for Mols-naturen kræver – ikke frugtbar – men netop ufrugtbar jordbund – sandet, tør og næringsfattig. Desværre vælger både kommunale og statslige vejmyndigheder fortsat at anlægge vejrabatter ved at pøse et 20 cm muldlag ovenpå, frugtbart og næringsrigt og fuld af ukrudtsfrø, og så derpå udså en købe-frøblanding med arter helt fremmede for Mols-naturen. Jeg skrev om det i Djurslands-Posten (7.2.2011), da cykelstierne nord for Handrup blev anlagt. Forgæves.
Syddjurs Kommunes vej- og trafikchef Arne Gynther forklarede, at dén praksis skal sikre et kørefast underlag for trafikanter, der kører af vejen. Det er dog altid mærkværdigt svært for én sektor (hér trafik) at tage hensyn til og ændre vaner i.f.t. andre sektorers interesser (hér natur). Med en forslidt frase: Når vi kan sende en mand til månen, kan vi vel osse finde en ufrugtbar sand- og grusblanding, der forener et kørefast underlag med et godt voksested for Blåklokke og Gul Evighedsblomst – som så kan være naturarealer i sig selv, med til at skabe sammenhæng mellem vores desværre alt for fragmenterede naturarealer og sidst, men ikke mindst også kan nydes af bilister og cyklister.
Nu har vi nationalparken, som netop skal forsøge at sammenbinde hensyn til natur, kulturmiljø, friluftsliv, egnsudvikling og turisme. Det her kunne være et meget simpelt sted at starte. Arealerne langs Fuglsøvej har naturligt en mager sandbund, der i øvrigt allerede indeholder en artsrig sovende frøpulje af Mols-planter. Drop nu det indførte muldbunds-toplag og plænegræs-såning og lad det lokale sand og plante- og dyreliv komme til – også langs de nye veje og cykelstier. Vejrabatternes planter vil så ikke vokse sig så høje, og man kunne måske endda nå frem til, at de i nogle år kun skulle slås om efteråret og dermed fik lov til at blomstre lavt p.g.a. den magre sandbund, henover Skt. Hans uden slåning, lige hvor sommerblomstring og sommerfugleflyvningen skal til at starte. Det håber jeg, at områdets politikere vil tage som en let og billig udfordring. Det kan lige nås endnu!”
Kilde: Skrevet af naturvejleder Jens Reddersen fra Knebel i Lokalavisen d. 28. oktober.
/Bjarke & Rex.