En mand fra Grenå fortæller i dag følgende selvoplevede historie fra det norddjurske aktiveringssystem:
”Akt 1: En ungersvend møder på sin institution som pedel, som han har fået besked på af Det Kgl. Danske Jobcenter. Han er fuld af vigør og glæder sig til de opgaver, han skal lave, da han er en utrolig flittig mand. Hans glæde forsvinder dog lidt, da han spørger til redskaberne, hvormed han skal lave alle disse ting, der skal laves. Jamen dog, får han at vide, véd du da ikke, at Norddjurs er en fattig kommune, vi har jo brugt vores penge på tant og fjas, som vil give genlyd udi den danske verden. Du må virkelig selv medbringe dine redskaber til at klippe græs, klippe hæk, slå kanter, sætte reoler og lamper op osv. Måske vi har en skruetrækker nede i kælderen, men dét må du selv finde ud af.
Akt 2: Nu kommer vores hovedperson ind i billedet. Han er en ældre mand, der snart skal på efterløn og har arbejdet i 40 år og betalt sin skat med glæde, men han bliver også ligesom vores ungersvend jagtet af Det Kgl. Danske Jobcenter. Han møder dog frisk og frejdig op for at passe 20 børn uden at have noget som helst forstand på det. Han får at vide, det er bydende nødvendigt, de har hans gratis arbejdskraft, da den fattige kommune én måned inden havde fyret 3 personer, der virkelig havde forstand på at passe børn. Han er dog lidt skeptisk, for vores ungersvend fra akt 1 er der, og de snakker sammen. Vores hovedperson vil selvfølgelig gøre alt, hvad han kan, for at hjælpe de to midaldrende kvinder, der nu står med ansvaret for 20 børn. Men han er også lidt betænkelig ved, om han også selv skulle medbringe 20 børn, dét ville han ikke have råd til i børnepenge.
Akt 3: Vores hovedperson har nu været der i 4 måneder. Han elsker virkelig de unger (som han heldigvis ikke selv skulle møde op med) og de holder af ham. De har bare fået et problem – de kan ikke være i institutionen længere. Den er ramt af skimmelsvamp, så hver dag må de drage ud af huset og finde andre steder at være. Det er nu 2 måneder siden, deres stue blev forseglet, og ingen véd, hvornår de kan komme tilbage. På grund af dét skal hans børn være andre steder, og der er stor frustration blandt både børn, ansatte og forældrene, der faktisk ikke forstår, der ikke snart kommer en løsning. På grund af denne situation er to af hovedpersonens kolleger nu langtidssygemeldt og 1-2 er sygemeldt hver dag.
Vores hovedperson tog derfor til et møde, som hans borgmester havde indkaldt til, og spurgte, om det virkelig kan passe, at kommunen vil bygge 3 store opbevaringssteder for børn hér i Norddjurs – dét havde han læst i avisen! Ja, to i Grenå og én i Auning, var svaret! Var det så ikke bedre at give de nuværende institutioner et par mio. kr. hver og og få dem op at stå i stedet for at bruge mange mio. kr. til tre opbevaringssteder for de stakkels børn, spurgte hovedpersonen. Men nej, var svaret fra borgmesteren.
Se, dét er en historie fra det virkelige liv!”
Kilde: Skrevet af Niels Busk Sørensen fra Grenå i Randers Amtsavis d. 21. september.
/Bjarke & Rex.