Det kommunale budget i Syddjurs Kommune er en udfordring, hvor det er nødvendigt at spare på kerneydelse. Hos DF har man en god idét til at få flere penge til kommunerne:
”Lige nu sidder jeg – ligesom mine byrådskolleger, er jeg sikker på – og læser på forvaltningens budgetforslag for 2012. Alene underskuddet på op mod 100 mio. kr. giver kuldegysninger. Når vi dertil ser på de manglende vedligeholdelser på stort set alle områder, sådan som det fremgår af afsnittet ”anlæg” i budgetkataloget for 2012, kan man næsten miste modet.
Jeg vil blankt indrømme, at det er store udfordringer, kommunerne generelt i Danmark står overfor. Det er ikke let at forudsige ændringer i demografien, som giver flere plejekrævende ældre. Vi kan selvfølgelig kun glæde os over, at vore ældre lever længere, men må så også erkende, at dette kræver flere penge.
Dansk Folkeparti er heller ikke begejstret for at spare på vore kulturbærende institutioner, som f.eks. bibliotekerne er. Vi finder heller ikke at besparelse på den i forvejen ringe vedligeholdelse, der i dag præsteres af vore byer, strande, stier og veje, er tilfredsstillende.
Men helt overordnet er de kommunale budgetter afhængig af, hvordan samfundet Danmark vælger at bruge sine midler. Anvendes der store summer til én ting, bliver der mindre til resten. Et flertal i Folketinget har valgt at bruge tocifrede milliarder om året på projekter ude i den store verden, som desværre ikke har vist nogen positiv effekt. Det er ærgerligt og en stor skam for de, der virkelig har brug for hjælp. Folketinget vælger at bruge trecifrede millioner på f.eks. ”Det Arabiske Initiativ”, som skulle give demokrati hos folk, der hader demokrati, og hvis repræsentanter hér i landet er langt fra at acceptere denne styreform.
Således bestemmes vore kommunale, økonomiske forhold af, hvordan Folketinget vælger at prioritere vore midler. Dét kan vi lave om på ved det kommende valg, hvor rød stue kraftigt vil øge midler til håbløse projekter ude i den store verden til desværre ingen verdens nytte. Dansk Folkeparti prioriterer vore ældres velfærd højere end arabiske initiativer.”
Kilde: Skrevet af DF-byrådsmedlem Per Dalgaard fra Syddjurs i Randers Amtsavis d. 23. august.
/Bjarke & Rex.