En fremtrædende Venstre-mand skriver hér om nødvendigheden af en forbindelse mellem Århus og Sjælland til de mange lastbiler:
”Mols-Linien har besluttet at lukke fragtruten Århus-Kalundborg d. 15. september. Ifølge rederiet sker lukningen på grund af et kraftigt fald i antallet af kunder på ruten. I et åbent brev fra borgmestrene i Århus og Kalundborg kommuner til transportministeren anslås det, at lukningen vil medføre yderligere 125.000 lastbiler om året på Storebæltsbroen og de jyske og fynske motorveje.
En så markant stigning i antallet af lastbiler på vejnettet kan resultere i øget kødannelse og dermed forlænget transporttid. Dét har stor betydning for virksomheder i Øst-, Midt- og Nordjylland, at de har et godt alternativ til den lange tur over Storebælt. Uden en fragtrute over Kattegat kan deres konkurrenceevne blive forværret p.g.a. den længere transporttid. Derfor skal der være en færge mellem Jylland og Sjælland – i det mindste så længe, vi endnu ikke har en fast forbindelse over Kattegat.
Det nævnes, at antallet af lastbiler over Storebælt er faldet som følge af finanskrisen, og at vejnettet derfor kan bære de mange lastbiler. Men vi skal ikke basere den danske infrastruktur på nedgangstider. Efterhånden, som der kommer gang i hjulene igen, vil antallet af transporter jo stige igen. Infrastrukturen er nødt til at være på forkant med udviklingen, så det ikke begrænser virksomhedernes vækstmuligheder. En veludbygget og moderne infrastruktur er en basal nødvendighed, når det drejer sig om at skabe vækst.
Statsstøtte til en fragtrute er i strid med EU`s konkurrenceregler og er derfor ikke en mulighed. Det er derfor nødvendigt med en kommerciel løsning. Det har været yderst positivt at se den dynamiske tilgang, som transportministeren har udvist gennem hele processen. Ministeren har – som altid – været på forkant med situationen. Dét vil bane vejen for en fornuftig løsning. Det er samtidig positivt at se de private parter udvise initiativ. Det gode samarbejde og virkelysten vil føre til, at der nok skal blive fundet en konstruktiv og rentabel løsning.
Med den nuværende infrastruktur er en fragtrute mellem Østjylland og Sjælland nødvendig. Hvis erhvervstransporten bliver længere og dermed dyrere, vil det have en negativ effekt på virksomhedernes konkurrencedygtighed og dermed deres vækstmuligheder. Det er derfor godt, at der nu er en aftale på vej mellem de forskellige aktører i færgedriften.
Den aktuelle færgesituation har bidraget til at vise, at en fast forbindelse over Kattegat er en fornuftig og nødvendig løsning på det lidt længere sigte. Og derfor vil jeg ufortrødent arbejde videre for den faste forbindelse.”
Kilde: Skrevet af V-finansudvalgsmedlem Kim Andersen i Århus Stiftstidende d. 7/8.
/Bjarke & Rex.