SF-formanden skriver i dag følgende i anledning af den norske terroraktion:
”Angrebet på den norske regering og den frygtelige nedskydning af de unge socialdemokrater er en ufattelig tragedie for Norge og alle os andre, som holder af åbne, demokratiske samfund. Tankerne går til de pårørende, de sårede og de unge, som slap væk, men vil være mærket resten af livet.
Terroren er så ond og modbydelig, at man savner ord. De mange unge mennesker på AUF’s sommerlejr, som brugte deres ungdom på at kæmpe for en bedre, mere lige og mere tolerant verden, kom til at betale den højeste pris for dét had, som piskes op af fanatiske kræfter.
Dem, der benytter sig af politisk vold – uanset hvad deres motiver end er – skal vide, at deres handlinger kun får mennesker over hele verden til at stå endnu mere sammen mod terrorisme og overgreb på demokratiet. Vi vil aldrig bukke under for vold og terror, men stå klippefast på de demokratiske værdier og dét, vi tror på.
Formanden for Norges unge socialdemokrater, Eskil Pedersen, sagde det bedre end nogen, da han kommenterede højreekstremistens angreb på sommerlejren på Utøyr: ”Han tog livet af dem, men han kan aldrig knuse de ting, som de troede på og brændte for: demokrati og anti-racisme”.”
Kilde: Skrevet af SF-formand Villy Søvndal i Århus Stiftstidende d. 31. juli.
/Bjarke & Rex.