En nordenfjords borger skriver i dag om den konservative leders meldinger om en hurtig fjernelse af de danske EU-forbehold:
”Lars Barfoed (K) kræver – i en artikel d. 16. juni i en landsdækkende avis – et opgør mod de danske EU- forbehold inden for euro-, rets- og forsvarssamarbejdet.
Forbeholdene skader os og holder os uden for indflydelse, udtaler hr. Barfoed. Det må jo rable for hr. Barfoed!
Hvis hr. Barfoed på blot nogle få betydende punkter kunne opremse, hvor Danmark – uden vore forbehold – kunne have gjort en afgørende forskel og have udøvet betydende indflydelse, ja så ville der måske have været blot en lille luns kød på hr. Barfoeds krav.
K tror ikke det styrker danske interesser, dansk kultur eller dansk selvstændighed, at vi lukker af for omverdenen!
Lukker af!
Nej, hr. Barfoed – vi lukker ikke af, men vi værner om lige netop dét, der betyder allermest for os som danskere (og europæere), nemlig vores interesser, vores kultur og vores selvstændighed.
I disse økonomisk ustabile tider kan det vist ikke være i mange menige danskeres interesser at opleve, hvad alle øvrige lande har oplevet i forbindelse med indførelsen af euroen som ny mønt! Eksplosivt sigende priser og faldende realløn – spørg blot i disse lande – men husk at spørge menigmand!
Hold nu, hr. Barfoed, og øv dig i først at gange med 7,45, når du handler syd for grænsen! Dét tror jeg vil tjene os alle bedst.”
Kilde: Skrevet af Mikael Rauff fra Asferg, p.t. Beijing, i Randers Amtsavis d. 24. juni.
/Bjarke.