2 erhvervsfolk fra Århus tager hér del i den fortsatte debat om, hvorvidt Århus Lufthavn skal ligge på Djursland eller i et andet nærområde til Århus:
”Det er særdeles opportunt, når Stiften på lederplads fremdrager Århus' (stadig) uløste lufthavnsdilemma og med rette kritiserer klynkeriet over Ålborgs fordele gennem fællesskabet med Forsvaret.
Ganske de samme fordele (og ulemper) havde Tirstrup jo – inklusive gratis parkering – indtil forsvarsforliget i 1995 lukkede flyvestationen og stoppede aftalerne med kommunen.
Fortsættelse i Tirstrup indebar, at den civile (midlertidige lufthavn fremover skulle bære alle udgifter selv og samtidig konstatere drastiske trafiktab til hurtigfærger og tog, som derimod er betydningsløse konkurrenter i Ålborg Lufthavn.
Tirstrup-regnestykket kunne ikke hænge sammen ifølge sagkyndige erhvervsfolk.
Alligevel valgte bystyret – med 80% af ejerskabet – at fortsætte den midlertidige, men gældfri lufthavn – presset af Djursland-kommunerne. En hasarderet beslutning, som sagtens kan blive fatal for skatteborgerne. Underskud i lufthavnen og tabene af vækstpotentialet og arbejdspladserne i Århus-regionen kan nu konstateres.
Beklageligvis er Århus-regionen på luftfartens voksende og enormt vigtige område sejlet agterud – forhåbentlig midlertidigt, for der eksisterer faktisk konkrete muligheder for at rette op på den triste situation.
Men dét kræver nytænkning, som liberaliseringen af hele luftfartsindustrien i EU imidlertid åbner glimrende muligheder for.
Spørgsmålet er blot, om der i Århus – evt. sammen med en nabokommune – er vilje til at give byggetilladelse til en mindre, privat virksomhed, som en privat finansieret og drevet erhvervslufthavn er; ”Århus City Airport” med en kort landingsbane, 1600 meter til international ruteflyvning baseret på nye, støjsvage flytyper, turboprop og mindre jets.
Perfekte placeringer – også miljømæssigt – umiddelbart vest for Århus ved motorvejen og med letbane-tilslutning er allerede udpeget. Hér tillige citylufthavn for erhvervslivet i de store nabobyer som Silkeborg, Skanderborg, Horsens, Randers, Viborg samt Herning-Ikast. Samlet sikrer det et solidt rutenetværk til de vigtigste metropoler i Europa.
Tilbuddet fra det private erhvervsliv fremføres med den mangeårige formand for Lufthavnsrådet, Niels Due Jensen, Grundfos, i spidsen og støttes af Århus Universitet. Altså: interesserede investorer er der – ligeså luftfartsselskaber – og glem ikke, at Citylufthavnen allerede fra anlægsfasen forventes at skabe op mod 1000 nye arbejdspladser.”
Kilde: bestyrelsesm. Poul Stenbøg og generalsekr. Preben Juste fra Århus Transport Group i Stiften d. 15/5.
/Bjarke & Rex.