Tak til
 






  
05/05 2023

Vejsvin hærger også i Århus Amt

Ja, selv herude i det smukke Nørre Djurs, skulle vi hilse og sige fra en anonym knallertkører af Redaktørens allernærmeste familie, der på sine daglige ture ser mere og mere henkastet affald for hver dag, specielt øldåser og –flasker. Da TV2 Østjylland i sin tid lavede en stor medieomtalt kampagne med indsamling af affald langs vore landeveje, kunne borgmesteren i Nørre Djurs med stolthed konstatere, at det ikke var så slemt herude hos os.
Sådan er det altså ikke mere, og derfor finder vi det aktuelt at bringe følgende indlæg, selvom det er et par uger gammelt:


”Danmark har fået en ny dyrerace, som breder sig med voldsom hast ud over landet og sætter sine grimme spor mange steder, blandt andet i grøfter og rabatter langs både små og store veje. Navnet er Vejsvinet, og det er nemt at kende på store efterladenskaber i form af flasker, papir, plastbægre, pizzaæsker og øldåser.

Der er tale om et skadedyr, som vi må have bekæmpet, inden ødelæggelserne bliver uoprettelige. Jagten er gået ind i Fyns Amt, som med en markant kampagne søger at vænne bilisterne af med at bruge grøfter og rabatter som skraldespand. Hér havner hvert år ca. 150 tons affald, og det svarer til 150 kilo for hver kilometer vej. Fyns Amt bruger 6000 arbejdstimer og 1,3 mil. kr. om året på at holde vejene rene.

I nogle uger har bilisterne mødt en særlig patruljevogn fra amtsvejvæsenet. Det er én af de lastbiler, der normalt bruges ved indsamling af affald, men som nu er forsynet med store skilte. Hér fortælles om problemet med de store mængder affald langs vejene. Det samme sker på foldere, som deles ud til bilisterne. Kampagnens gennemgående tema er, at affaldet ikke forsvinder, bare fordi det bliver smidt ud af bilen. Nogen skal rydde op!
Behovet for at bekæmpe vejsvin findes i hele landet – og desværre også i Århus Amt, både langs motorveje, amtsveje, kommuneveje og private veje samt i naturen. Svineriet er vokset til et rædselsfuldt omfang, så derfor bør Århus Amt også yde et bidrag til at bremse den meget uheldige udvikling. På denne baggrund har jeg i Udvalget for Miljø og Trafik foreslået, at vi lader os inspirere af det gode eksempel fra Fyn til at gå i aktion og begrænse bestanden af vejsvin.

Men opgaven er så omfattende, at vi ikke kan klare den alene. Borgerne må interesseres og aktiveres. Bryggerierne og McDonald`s vil sikkert være blandt de positive sponsorer, eftersom de forbistrede øldåser og mængder af brugt emballage fra disse foretagender udgør en betydelig del af affaldet.”

Skrevet af det socialdemokratiske medlem af amtets miljøudvalg, ex-borgmester Kaj Møldrup Christensen fra Stevnstrup, i Randers Amtsavis d. 20. april

Kilde:

Rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam