Djurslandsportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Grenaa bladet: Personalet på Grenaa Rådhus slipper ikke for sparekniven!

Et enigt Økonomiudvalg har indstillet besparelser på driftssiden på Grenaa Kommunes budget for 2004 - og overslagsår - for henved 18 millioner kroner.
Dette er ensbetydende med personalereduktioner i hele kommunens organisationen - både udenfor og indenfor rådhuset. Her nedlægger man blandt andet den tekniske direktørstilling pr. den 1. februar 2004.
Der er yderligere enighed om, at der skal være færre afdelingschefer på rådhuset, og at organisationen i det hele taget skal have en mere flad struktur end den har i øjeblikket. Der er endvidere enighed om, at der skal indføres kontraktstyring på alle kommunens driftsenheder.


På selve rådhuset indstilles der personale-besparelser på 1,2 mio. kroner i 2004, stigende til 1,6 mio. kr. i 2005, 2 mio. kr. i 2006 og 2,4 mio. kr. i 2007. For at gøre disse personale-besparelser mulige er man enige om, at der på sigt skal indføres en kommunaldirektør-model, således at direktionen skæres ned fra tre til to direktører. Økonomiudvalget har vedtaget, at disse to bliver den nuværende ordførende direktør, Keld Overgaard Jensen, og den nuværende direktør for Familie og Kultur, Birgit Skov Jensen. Disse to skal fra og med den 1. februar 2004 varetage alle kommunens overordnede ledelsesfunktioner. Skulle der være uenighed mellem de to i enkelte sager, bliver det Keld Overgaard Jensen, der træffer afgørelsen. Birgit Skov Jensen får titel af vicekommunaldirektør, mens Keld Overgaard Jensen bliver kommunaldirektør. Samtidig med, at der skal tegnes nye kontrakter vedrørende disse to stillinger, bliver de forpligtet til at gennemføre de strukturelle ændringer på rådhuset, som Grenaa Byråd ønsker. Det kommer til at ske i tæt samarbejde med borgmester Gert Schou (S) og 1. viceborgmester Svend Brandstrup Hansen (V) i en 4-mands styregruppe.

Færre opgaver til teknisk forvaltning
Ændringerne medfører altså, som allerede nævnt, at den tekniske direktørstilling nedlægges fra den 1. februar 2004, hvilket ifølge Økonomiudvalget skal ses i lyset af, at dette områdes omfang er blevet, og fortsat vil blive, reduceret. Borgmester Gert Schou forklarer:
- Denne organisations-ændring udspringer af nogle signaler som er blevet samlet op fra de forskellige partier i byrådet de seneste par år. Det kan ikke nytte noget, at man i sparetider kun skærer fra bunden af. Der skal også skæres fra toppen af organisationen, og ikke mindst når der er saglige grunde til at gøre det. Og i den forbindelse er det naturligt, at det går ud over det tekniske område. Flere og flere opgaver overtages af andre. Elforsyningen og skraldeindsamlingen har jo forladt det kommunale regi, og vandet er på vej samme vej. Der bliver således færre og færre opgaver at tage sig af i den tekniske forvaltning, hvorfor det har været naturligt at lave den største tilpasning her, siger Gert Schou.

Ikke en fyring
Han vil således ikke kalde det en fyring af den tekniske direktør, Ulla Engel, men i stedet en tilpasning, hvor det tilfældigvis er hendes stilling, der forsvinder.
- Ulla er en kontant og dygtig pige, der har rettet op på mangt og meget i forhold til hendes forgængers embedsperiode. Hun har udvist dygtig driftsledelse, og kritikken mod hende vedrørende hendes indsats for Smykkemuséet er ikke fair. Hun er af et byrådsflertal blevet bedt om at løbe muséet i gang som primus motor, og det har hun virkelig arbejdet stenhårdt på. Og uden hendes indsats ville muséet næppe kunne have kunnet imponere vores Dronning, da hun kiggede forbi. Og hun er ikke den eneste der har rost muséet, skal jeg hilse at sige, siger Gert Schou.

En dyr omgang
Der er dog ikke de store summer at hente fra kommunens side lige i første omgang, for efter de tjenslige regler, skal kommunen sende den tjenestemandsansatte direktør på ventepenge i tre år. Så det er altså på sigt, at man kan hente den besparelse 100% hjem. Vedrørende de 14 afdelingschefer har man ikke endnu lagt sig fast på det antal, man ønsker at sige farvel til, men også her vil der sikkert være tjenstlige regler, der gør, at besparelsen er til at overse i første omgang.
- Men det er noget vi skal have klarlagt hurtigst muligt. Det kommer til at koste penge, men nu slanker vi organisationen, og så må vi betale ved kasse 1 og slå os til tåls med, at besparelsen først slår igennem på et senere tidspunkt. Anderledes kan det ikke være, slutter borgmesteren.

Pr. den 1. februar 2004 ophører den tekniske dirketør, Ulla Engels, stilling med at eksistere. Det sker som et led i en større organisations-slankning på Grenaa Rådhus.

Borgmester Gert Schou forklarer »slankningen« med, at Grenaa Byråd ønsker en fladere organisationsstruktur på rådhuset med færre chefer end der er i øjeblikket.

Kilde:

unavngivet


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam